Årets julepynt - Pompons
I år havde jeg virkeligt tænkt at jeg skulle opfinde en smuk julepynt lavet i brombærstrik. Der var mange ideer i luften – kugler, kræmmerhuse, hjerter, små strikkede bokse med lyskæde i…
Behøver jeg at sige at selvom jeg startede tidligt, så løb tiden fra mig og nu har jeg affundet mig med at lave en masse pompons.
Det er virkelige en sjov lille ting og en som er let at lave sammen med hele familien.
Du kan for eksempel lave en masse mini pompons og pynte en grangren med eller du kan lave fine store pompons som ligner glaskugler til juletræet.
Vi har alle en masse garnrester liggende som vi jo ved er GULD i dag – selv de små rester er brugbare til restetrøjer osv. men… de ender desværre tit hos mig i en kurv og de bliver bare ikke bliver brugt, men nu er det begyndt at svinde i dem. Til de store pompons på ca. 6cm i diameter bruger jeg ca. 20g uldgarn.
Jeg har lavet papskiver i forskellige størrelser og jeg bruger den model hvor papskiven er åben – det er bare tusind gange letter at vinde garnet rundt om – ulempen er at du skal bruge lidt tid på at klippe pomponen til, da alle trådene jo ikke er lige lange, så frem med den gode saks og klip din pompon i en fin cirkel.
Jeg bruger altid en vokset bomuldsnor (altså der ligger et lag af voks om tråden) til at binde pomponen med – det er simpelthen fordi at det er en meget stærk tråd og så kan den fås i forskellige farver i diverse hobbyforretninger. Jeg har prøvet at binde med almindeligt garn og så springer garnet… øv…!
Jeg bruger altid uld garn til mine pompons, da jeg ALTID filter dem med damp – det gør jeg for at få en tæt og fin struktur på pomponen.
Jeg sætter den simpelthen fast i låget på en vandkedel så den hænger inde i vandkedlen og sætter lidt vand til at koge. Pomponen skal ikke røre vandet og huske at når vandet koger kommer det langt op i kedlen. Det kan godt være at den skal have et par gange inden pomponen får den fine tætte struktur som jeg så godt kan li’.
I min lille stue har jeg lavet en lille ophæng af en gammel æblegren og en par metal ophængs-øjer, som jeg har skruet i grenen og i loftet og hænge grene op med lidt fiskesnøre – det ligner den svæver. Lige nu er med pompons, men kun fantasien sætter grænser, en lille fjer samlet i skoven, bundet med en lædersnor, små fine grangrene, osv. – der skal selvfølgelig lidt julepynt på senere, og mon ikke også en lille lyskæde.
Du kan se en lille video her, hvor jeg laver en pompon fra start til slut, rigtig god fornøjelse.